Ud/Hjem

Ud.
Så er jeg på vej til Fyn. Hvad er der dog på Fyn der kan få mig til at tage hele vejen fra hund, mand og det velkendte? Jeg tror det er kærlighed og drømme.

Låst i en rutine, en pålagt en af slagsen.
Bindende ansvar som alligevel er livet.
Tanker om fremtiden, uden energi.
Tanker om harmoni og andres fremgang, kan afprøves på Fyn.
Hos den af alle som ved hvor jeg kommer fra, inden jeg mister hende.
Hvordan kom jeg dertil? Hvordan kom hun? Var hun mere ærlig, er hun?
Jeg er nok ikke helt ærlig, i hvert fald har jeg ikke helt det jeg vil ha.
Selvom jeg har det mange gerne vil ha, hvor utaknemmelig må jeg være?
Nu tager jeg til Fyn, sætter mine tanker i system, og vender hjem som det hele menneske! Det er da kærlighed og drømme! Eller er det egoisme.

Forskellen er minimal.

Hjem
Så er turen tilbage til det trivielle og normalen, men jeg er klar, jeg er opladet og jeg er fyldt med savn. Mand og baby.

Forventninger brudt og alligevel bekræftet.
Vejr der bestemmer selv og skaber irritation.
Forestillet idyl som på ydersiden lover idyl, bryder løftet.
Heldige dejlige pige med styr på fremtid og det gode liv, overrasker og er som mig.
Er det vi har normen? Kompromis som I hemmelighed er ynkeligt at bryde sig om.
Ro over hele linien, åbne vidder, sol ikke sol, dal og planlagt natur.
Fyn holder lidt af det jeg forestiller mig, uden at jeg siger noget om krav.
To liv som er ens væk fra hinanden, I storby og ikke.
Jeg har fået rum plads liv og bekræftelse.
Spædet med en mørk regn som tolkes.

Det er bare regn på en dejlig tilværelse.